Et nyt kjoleprojekt er sat i søen. Sparkel fra Vogue Knitting - Special 25th Anniversary Cover Pattern" - mønsteret ligger som "gratis mønster" på hjemmesiden, og jeg har længe tænkt på at den kunne jeg da godt strikke. Efter de røde kjoler blev der holdt et par dages strikkepause og så måtte jeg jo igang igen.
For - ingen god jul uden et godt strikkeprojekt, og jeg havde lige garn på lager der passer - en tråd Geilsk tynd uld (råhvid og sort), 1 tråd sort Isager Alpaca 1 og 1 tråd råhvid drops lace. Jeg hygger mig rigtig meget med mønsteret og er slet ikke træt af de 2 tråde endnu. Det nye projekt kombineres med prøve-eksamensopgaver - ca. 3 timers opgaveløsning pr. dage i denne uge. Men det er vanskeligt at holde fingrene fra strikkepindene. Jeg håber den bliver et lige så stort hit som "Årets strik".
For nu er det jo næsten nytår og jeg vil for en gangs skyld kåre "Årets strik" - og det kan ikke blive andet end Ærteblomstkjolen. Jeg elsker den kjole, og benytter enhver lejlighed til at lufte den. Den er skøn at have på, og jeg føler mig super godt tilpas i den. Jeg kan rigtig godt lide detaljen med det faste taljestykke og lynlåsen i siden. Der skal helt sikkert strikkes en mere i nogle andre farver i løbet af 2012!
Jeg har været ude at løbe i dag, og bagefter er jeg på gulvet og laver mave- og rygøvelser. Lise ligger ved siden af mig og gør maveøvelserne med. Midt i det hele siger hun pludselig: Jeg får ondt i ballerne!!!!! Altså jeg knækkede helt sammen af grin - hvordan hun lige præcis mærker maveøvelserne der melder historien ikke noget om.
Tak for i år - I ønskes alle et godt og lykkebringende 2012!